De har gjort det igen. De smarte markedsføringsfolk bag den danske energidrik CULT har igen formået at lave en reklame med så kompromitterende kvindefremstilling, at de umuligt kan være i tvivl om, at plakatkampagnen vil bliver angrebet fra flere kanter.
Er det ikke forargeligt, at et produkt i 2008 kan blive solgt ved hjælp af en reklame med teksten ”I will do anything” og et billede af en splitternøgen, smækker kvinde, hvis blottede bryster kun dækkes af hendes lårlange platinblonde havfruehår. Plakaten vil ikke i sin oprindelige form blive gengivet her, det er der ingen grund til – i stedet bringes fotodokumentation fra Fynske Antifascisters hjemmeside I anledning af den nye kampagne satte disse nemlig gang i en glorværdig modkampagne.
Under alle omstændigheder behøver man ikke særlig meget andet end de reklameanalytiske egenskaber, man tilegnede sig tilbage i folkeskolen, for at kunne afkode reklamen:
Den afbildede blondine vil gøre hvad som helst - inklusiv helt oplagt og tilsyneladende de handlinger, man bedst udfører uden tøj på – for sin sodavand (at nævne varemærket én gang er rigeligt – de skal ikke også have billig reklame herfra).
Modellen sender i øvrigt et appellerende blik ud mod sit publikum og strutter med et par læber, der minsandten ser ud til at være hentet hos en plastikkirurg. Aha. En afklædt kvinde tilbyder altså for 33 ml. energidrik at gøre lige præcis det, man som tilskuer har lyst til, hun skulle gøre. Så er det på plads.
Forbrugerombudsmanden har temmelig utvetydige regler for, hvordan man må reklameres på offentlige steder. Blandt andet fordi børn, de uspolerede småkravl, helst skal skånes så vidt muligt. Af Forbrugerombudsmandens vejledninger fra 2006 fremgår det således, at:
” Børn og unge bliver i hverdagen præsenteret for markedsføring, som kun er rettet mod voksne. Det sker hjemme og på offentlige steder. Dette bør de erhvervsdrivende tage højde for, så de unge i markedsføringen ikke udsættes for utilbørlige situationer, der fx har med vold eller sex at gøre.” (se selv her)
Aha. Man bør altså så vidt muligt undgå seksualiserede reklamer i det offentlige rum, hvor børn, unge, deres forældre og andre sarte sjæle ikke kan fravælge dem. Det er pudsigt, ikke? For umiddelbart skulle man da mene, at en afklædt platinblond kvinde, der ytrer at hun vil gøre alt (for dig), konnoterer pænt meget sex, ikke sandt?
Læs mere om Cult-reklamen her.
Naja Helene H. Hertzum
fredag den 9. maj 2008
STOP sexistiske reklamer
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
2 kommentarer:
Når man ikke har en kæreste/kone/madam, er Cult-reklamer noget af det som giver livet det sksuelle pift det ellers mangler.
Vi er mange halvfattige halvgrimme halvgamle middelmådige taberagtige mænd som ikke har været i stand til at tiltrække det vi anser for en rimelig kvinde. Det har ikke mindst kvindebevægelsen og feminiseringen af samfundet jo sørget for. Kvinder er uafhængige, ja, mænd er nærmest til besvær hvis de ikke tilhører de 5% alfahanner. I er uendeligt meget mere kræsne end vi.
Cult-reklamerne er så vor trøst, tag ej disse glæder fra os, det er næsten umenneskeligt!
Så håber jeg du køber Cult som tak - Det er det mindste du kan gøre for de søde marketingsfolk, som helt sikkert forstår den moderne mands kvaler og har valgt at redde ham fra feministerne af sit - og Cult's - hjertes godhed...
Send en kommentar