Jeg ankom med antipatierne og fordommene overfor vestlige sexturister godt på plads. Jeg havde set "red light districts" i Thailand, og havde læst om, hvordan fattige lande er magneter for klamme, gamle mænd der køber unge, fattige kvinder, der ofte er ofre for trafficking.
Cambodja bekræftede mine fordomme; Hovedstaden Phnom Penh, grænsebyerne, kysterne og omkring det legendariske Angkor Wat - hvorend der er turister, skyder der "girl bars" op som svampe.
Her kan ensomme mænd med dollars på lommen købe selskab i det omfang og kvantum de har lyst til. Overalt i gaderne støder man på umage par, bestående af grånende herrer iført hawaiiskjorte, ølvom, slet skjult pengekat og en 20- år yngre, lokal pige under armen. Ja, der er skam også skønne guides til sexturisterne online, med tips til hvordan du navigerer i sexnattelivet.
ADR, tænkte jeg - ligesom alle de andre NGO arbejdere, jeg mødte dernede. Vi havde adgang til statistikker og havde besøgt landets krisecentre, og så finder man hurtigt ud af fattigdom og et ikke-eksisterende socialsystem gør karrierevalget for Cambodjas fattige kvinder begrænset.
Prostitution er en overlevelsesstrategi - ofte den eneste. De turister der tror, at pigerne gør det fordi de kan lide det, er ualmindelig dygtige til at narre sig selv. For hvem ville dog frivilligt vælge at have sex med fremmede mænd for penge? En aften hvor jeg sad og uddybede min væmmelse over fænomenet sexturisme til min kollega, Busiku, fortalte hun mig dog noget der nuancerede mit billede lidt. Busiku var frivillig inden for et AIDS program, og delte medicin ud. Blandt andet til prostituerede i Phnom Penh, der har en meget høj HIV smitteprocent (30%). Hun havde givet dem samme smøre, som jeg sad og gav hende; Hvordan kunne de holde ud at gå hjem med mænd, der tydeligvis ikke respekterer dem? Hvorfor ville de overhovedet være sammen med sådan nogen afskyelige typer, som de fede, svedige og gamle mænd, der cruiser rundt langs mekong floden, og som tydeligvis kun var i Cambodja for at drikke billig sprut og købe billig sex? Herpå havde pigerne grinet af hende os spurgt om hun nogensinde havde været på et Cambodjansk bordel. Det havde hun ikke, og derfor tog de hende med ned til slummen i Phnom Penhs randområder. Slummen består af blikskure på pæle. Under pælene flyder noget, der engang var en sø, men nu er en blanding af losseplads og kloak. Allerbagerst, der hvor slumindbyggerbe smider skraldet, ligger bordellerne. Det røde lys er tændt, og der sidder purunge piger på rad og række og venter på kunderne. Akten foregår på små madrasser i usle rum oven på de stinkende skraldedynger.
De cambodjanske mænd kommer i stimer, de har været ude at drikke, og det er en hel almindelig fortsættelse at gå på bordel. Det koster kun 5-7 dollars at gå på et lokalt bordel. Dem med lidt flere penge og en lidt mere sofistikeret smag vælger ”jomfruhandelen”. De af slumområdets piger, der stadig er jomfruer, samles op i store biler og køres til hoteller, hvor de så skal betjene adskillige kunder på en aften. Busiku fik at vide, at en jomfru måske kan tjene 20 dollars på sådan en aften, hvis hun er heldig. Bagmændene får betydeligt mere – det er en lukrativ forretning at sælge jomfruer i Cambodja. Jomfruerne er meget efterspurgte blandt de lokale.
De prostituerede bliver ofte udsat for vold eller gruppevoldtægt af cambodjanske drengebander. Politiet er ligeglade – i deres terminologi kan en prostitueret ikke voldtages.
Efter at Busiku har fortalt mig om de "lokale" bordeller, kan jeg godt forstå, at de prostituerede foretrækker sexturisterne, selvom synet af dem og den måde, de betragter pigerne på, giver mig kuldegysninger. Men betyder det, at sexturisme er en god ting? Betyder det, at de vestlige, midaldrende mænd redder de lokale piger fra forfærdelige forhold? Burde vi i virkeligheden hylde de mænd, der køber sex i Cambodja, for deres indsats?
Nej, naturligvis ikke. For det kan godt være, at piger, der betjener ”barrangs” (udlændinge), ligger i toppen af prostitutionshierarkiet i Cambodja, men prostituerede ligger stadig i bunden af det lokale - og globale- samfundshierarki. De er de mest udstødte og mindst respekterede mennesker. Ingen cambodjanske (og måske heller ikke danske?) mænd vil gifte sig med en kvinde, der er ”besudlet” af andre mænd. Familierne tager gerne imod pengene, men vil nødig kendes ved den ”faldne” datter eller indrømme over for naboerne, hvad hun laver. De prostituerede er desuden den absolut største risikogruppe for HIV-smitte, stofmisbrug, vold og voldtægt.
For mig var noget af det mest interessante ved Busikus historie dog, at pigerne hun talte med slet ikke forestillede sig noget alternativ. Det var valget mellem sexturister eller lokale kunder, og her vidste de godt hvad der var bedst!
Men stillet overfor valget mellem prostitution og en anden profession, vælger Cambodjas kvinder hellere et regulært erhverv - det viser flere forsøg med at videreuddanne og reintegrere prostituerede og traffickede kvinder i Cambodja. (CWCC
Prostitutionsproblematikken kan ikke adskilles fra diskussionen af fattigdom, ejheller fra diskussionen af køn - for det at sælge sin krop er en overlevelsesstrategi for fattige kvinder (OGSÅ under de hjemlige himmelstrøg). Her gør manglen på reelle alternativer det til et valg mellem pest eller kolera.
Maia Kahlke Lorentzen
søndag den 27. april 2008
Pest eller kolera?
torsdag den 17. april 2008
Monstret under sengen
Nypuritaner. Nypuritanisme.
De seneste år har disse ord sneget sig ind i den danske debat om seksualitet og køn og synes nu brugt med flid. En hurtig søgen på Google giver således over 19.000 søgeresultater. De nyeste vedrørende Jeppe Kofods omgang med en 15årig. De lidt ældre vedrørende Jørgen Leth. Atter andre vedrørende prostitutionsdebatten, pædofilidebatten, debatten om voldtægt, debatten om reklamer, debatten om dette, debatten om hint.
Det interessante ved disse ord er dog, at de oftest benyttes til at benægte deres egen relevans for et givent udsagn.
Nu er jeg jo ikke nypuritaner, lyder det således i mangt et debat-indlæg. Eller ikke for at lyde nypuritansk, men …
Som et sandt rip-off fra trosbekendelsen, slår disse besværgelser af det onde rytmen an i seksualitets-debatten.
nu er jeg jo ikke nypuritaner
vi forsager Djævelen
jeg kan sagtens sige både pik
og alle hans gerninger
og kusse
og alt hans væsen
men …
Den danske seksualitets-debat er derfor i stigende grad begyndt at handle om retten til at definere, hvem nypuritanerne er – og derved retten til at definere sin egen udsigelsesposition som værende i hvert fald ikke nypuritansk. Enhver debattør, der mistænkes for at være nypuritaner, er nemlig i fare for at få sine udsagn diskvalificeret, før han eller hun har ytret et eneste ord eller skrevet det første bogstav.
Men hvordan kan det være, at dette ord – nypuritanisme – er blevet en så djævelsk varm kartoffel i den danske debat? Hvordan har det fået en sådan magt, at det skal inddrages og forsages, før enhver anden ytring kan finde sted?
Jeg har ikke noget præcist svar på dette, men har søgt lidt i de forskellige beskrivelser af nypuritanismen og dens tilhængere, for at se, om jeg kunne danne mig et billede af denne seksualitets-debattens yndlingsfjende #1.
Og det var sværere end ventet.
Sig navnet ….
Nyordning. Nyorientering. Nyplantning. Nyre.
Min Politikens Nudansk Ordbog fra 2005 har ikke en beskrivelse af nypuritanisme.
Til gengæld er puritanisme til at slå op:
En protestantisk retning i England i 1500- og 1600-tallet som krævede enkelhed og streng moral.
*en asketisk el. nøjsom leveform.
Selvfølgelig! Et engelsk koncept!
Dette fik mig til at rådføre den engelske udgave af Wikipedia. Selv om man kan betvivle Wikipedias saglighed, synes den ofte at være det rette sted at finde ud af, hvad den gængse opfattelse af et ord eller et begreb er. Og til min store glæde, havde den engelske Wikipedia da også en forklaring på ordet New Puritan:
The terms New Puritan and Neo-Cromwellians were coined by Jim Murphy, associate director of the Future Foundation, to describe a perceived trend in British society. The term, which has been adopted by a number of main stream newspapers and other media, refers to the increasing tendency for the young middle classes to accept increasing regulation and self regulation of their life curtailing the "consumption culture".
http://en.wikipedia.org/wiki/New_Puritans_(movement)
Nypuritanisme som en trend blandt middelklassens unge? Ikke just hvad jeg havde forventet.
En artikel bragt i The Guardian i 2005, giver dog Wiki ret; i England er der unge mennesker, der med stolthed kalder sig nypuritanere. De går op i økologi og fitness. De boycutter supermarkeder og skælder ud på gravide rygere.
http://lifeandhealth.guardian.co.uk/experts/story/0,,1623911,00.html
Men hverken Wikipedia eller The Guardian nævner meget om disse menneskers syn på sex, andet end at de foretrækker få seksualpartnere. Så hvad har disse asketisk-levende unge mennesker med den danske seksualitets-debat at gøre?
Af mangel på en officiel, dansk kilde, slog jeg op i den danske version af Wikipedia. Også her fandtes nypuritanismen:
Nypuritanisme er en ikke endeligt defineret betegnelse for en tendens i nyere tid, som indbefatter en genopdagelse af en moralsk tidsånd og som indebærer en streng livsførelse og høje etiske krav (kilde mangler). Det giver sig bl.a. til udtryk i afstandtagen fra prostitution, pornografi og ”pornificering af det offentlige rum.”
http://da.wikipedia.org/wiki/Nypuritanisme
Den relativt klare, engelske definition af nypuritanismen, synes altså ikke helt at have bidt på danerne. Her fremstår nypuritanismen tværtimod som værende ’ikke endeligt defineret’ samt en tendens, der tilsyneladende ikke står beskrevet i nogen tilgængelige kilder.
Derudover er der, i modsætning til den engelske udgave af nypuritanismen, et udpræget fokus på, ja, sex. Eller rettere: på særligt udvalgte områder inden for emnet, nemlig prostitution, pornografi og ”pornoficering af det offentlige rum”.
Ifølge en anden kilde, http://www.fremmedord.dk/, er der dog ingen grund til at dele den seksuelle angst op i underkategorier. Her er nypuritanisme nemlig slet og ret en:
betegnelse for modvilje imod det seksuelle.
Ifølge Wikipedia og fremmedord.dk, kredser den danske opfattelse af nypuritanisme altså om en ’ikke endeligt defineret’ modvilje mod det seksuelle, hvorimod de engelske kilder opfatter nypuritanismen som værende en streng, men skarpt defineret sundhedstrend med åbenlyse tilhængere.
Men hvorfor denne forskel?
At forsage er at påkalde er at forsage
Der synes ikke at herske megen tvivl om, at der i disse dage er kommet ekstra fokus på den gode, økologiske livsstil, den sunde, veltrænede krop og den stærke selvkontrol. Alt sammen noget, der - ifølge Wikipedia og The Guardian - hører under den engelske udgave af trenden ’nypuritanisme’.
Ifølge de danske kilder, er det dog i udpræget grad den seksuelle angst, der er blevet nypuritanismens varemærke. Præcis hvorfor er svært at sige. Resultatet er dog relativt klart: i den danske debat kommer nypuritanismen til at stå som den frygtindgydende modsætning til den nationale stolthed, det danske frisind. Dette gør nypuritanismen til noget u-dansk. Noget fremmed og ukendt, der endnu ikke er endeligt defineret.
Denne udefinerbarhed understreges af, at den danske version af nypuritanismen mangler et officielt ansigt. Der er nemlig ingen, der bekender sig til denne –isme, sådan som det ellers er tilfældet i England. Dette gør ordet muterbart, udefinerbart, kamæleonagtig. For uden et ansigt, uden en facitliste er alt og alle jo potentielle nypuritanere. Hvorfor ikke? Måske er det dig? Måske er det mig?
Det hjælper heller ikke, at nypuritanismen i den danske debat ikke så meget fremstår som et bevidst valg, som det er tilfældet i England, men snarere som noget, der kommer snigende i nattens mulm og mørke, siver ind ad øret og opløser hjernen. Og det eneste, vi kan gøre, hvis vi ønsker at bevise, at vores hjerner ikke er simret ind til en seksual-angstens gryderet, er først og fremmest at
nu er jeg jo ikke nypuritaner, men …
afsværge det onde selv. At hjælpe til med at forme dette næsten usynlige bæst og give det en krop med et ansigt, der i hvert fald ikke er vores eget. Ellers ligger tvivlen (måske er det dig? måske er det mig?) der fortsat og gnaver i vores ord, knækker vores sætninger, og gør os uigenkendelige som rationelle individer.
Nypuritanisme synes herved at være blevet løsenet til den danske debat om køn og seksualitet. Den er blevet monstret under sengen, der skal adresseres med det samme, om du så tror på dets eksistens eller ej. Og det ironiske er selvfølgelig, at lige så snart, bæstets navn er råbt højt – enten som en afsværgelse eller som en påkaldelse af en magtfuld allieret – så får det ører at spidse. Det får en krop og træder ind i debatten som noget, debattørerne må tage stilling til og udtale sig om. Igen og igen. Og igen. Om det så er relevant for deres udsagn eller ej.
De seneste år har disse ord sneget sig ind i den danske debat om seksualitet og køn og synes nu brugt med flid. En hurtig søgen på Google giver således over 19.000 søgeresultater. De nyeste vedrørende Jeppe Kofods omgang med en 15årig. De lidt ældre vedrørende Jørgen Leth. Atter andre vedrørende prostitutionsdebatten, pædofilidebatten, debatten om voldtægt, debatten om reklamer, debatten om dette, debatten om hint.
Det interessante ved disse ord er dog, at de oftest benyttes til at benægte deres egen relevans for et givent udsagn.
Nu er jeg jo ikke nypuritaner, lyder det således i mangt et debat-indlæg. Eller ikke for at lyde nypuritansk, men …
Som et sandt rip-off fra trosbekendelsen, slår disse besværgelser af det onde rytmen an i seksualitets-debatten.
nu er jeg jo ikke nypuritaner
vi forsager Djævelen
jeg kan sagtens sige både pik
og alle hans gerninger
og kusse
og alt hans væsen
men …
Den danske seksualitets-debat er derfor i stigende grad begyndt at handle om retten til at definere, hvem nypuritanerne er – og derved retten til at definere sin egen udsigelsesposition som værende i hvert fald ikke nypuritansk. Enhver debattør, der mistænkes for at være nypuritaner, er nemlig i fare for at få sine udsagn diskvalificeret, før han eller hun har ytret et eneste ord eller skrevet det første bogstav.
Men hvordan kan det være, at dette ord – nypuritanisme – er blevet en så djævelsk varm kartoffel i den danske debat? Hvordan har det fået en sådan magt, at det skal inddrages og forsages, før enhver anden ytring kan finde sted?
Jeg har ikke noget præcist svar på dette, men har søgt lidt i de forskellige beskrivelser af nypuritanismen og dens tilhængere, for at se, om jeg kunne danne mig et billede af denne seksualitets-debattens yndlingsfjende #1.
Og det var sværere end ventet.
Sig navnet ….
Nyordning. Nyorientering. Nyplantning. Nyre.
Min Politikens Nudansk Ordbog fra 2005 har ikke en beskrivelse af nypuritanisme.
Til gengæld er puritanisme til at slå op:
En protestantisk retning i England i 1500- og 1600-tallet som krævede enkelhed og streng moral.
*en asketisk el. nøjsom leveform.
Selvfølgelig! Et engelsk koncept!
Dette fik mig til at rådføre den engelske udgave af Wikipedia. Selv om man kan betvivle Wikipedias saglighed, synes den ofte at være det rette sted at finde ud af, hvad den gængse opfattelse af et ord eller et begreb er. Og til min store glæde, havde den engelske Wikipedia da også en forklaring på ordet New Puritan:
The terms New Puritan and Neo-Cromwellians were coined by Jim Murphy, associate director of the Future Foundation, to describe a perceived trend in British society. The term, which has been adopted by a number of main stream newspapers and other media, refers to the increasing tendency for the young middle classes to accept increasing regulation and self regulation of their life curtailing the "consumption culture".
http://en.wikipedia.org/wiki/New_Puritans_(movement)
Nypuritanisme som en trend blandt middelklassens unge? Ikke just hvad jeg havde forventet.
En artikel bragt i The Guardian i 2005, giver dog Wiki ret; i England er der unge mennesker, der med stolthed kalder sig nypuritanere. De går op i økologi og fitness. De boycutter supermarkeder og skælder ud på gravide rygere.
http://lifeandhealth.guardian.co.uk/experts/story/0,,1623911,00.html
Men hverken Wikipedia eller The Guardian nævner meget om disse menneskers syn på sex, andet end at de foretrækker få seksualpartnere. Så hvad har disse asketisk-levende unge mennesker med den danske seksualitets-debat at gøre?
Af mangel på en officiel, dansk kilde, slog jeg op i den danske version af Wikipedia. Også her fandtes nypuritanismen:
Nypuritanisme er en ikke endeligt defineret betegnelse for en tendens i nyere tid, som indbefatter en genopdagelse af en moralsk tidsånd og som indebærer en streng livsførelse og høje etiske krav (kilde mangler). Det giver sig bl.a. til udtryk i afstandtagen fra prostitution, pornografi og ”pornificering af det offentlige rum.”
http://da.wikipedia.org/wiki/Nypuritanisme
Den relativt klare, engelske definition af nypuritanismen, synes altså ikke helt at have bidt på danerne. Her fremstår nypuritanismen tværtimod som værende ’ikke endeligt defineret’ samt en tendens, der tilsyneladende ikke står beskrevet i nogen tilgængelige kilder.
Derudover er der, i modsætning til den engelske udgave af nypuritanismen, et udpræget fokus på, ja, sex. Eller rettere: på særligt udvalgte områder inden for emnet, nemlig prostitution, pornografi og ”pornoficering af det offentlige rum”.
Ifølge en anden kilde, http://www.fremmedord.dk/, er der dog ingen grund til at dele den seksuelle angst op i underkategorier. Her er nypuritanisme nemlig slet og ret en:
betegnelse for modvilje imod det seksuelle.
Ifølge Wikipedia og fremmedord.dk, kredser den danske opfattelse af nypuritanisme altså om en ’ikke endeligt defineret’ modvilje mod det seksuelle, hvorimod de engelske kilder opfatter nypuritanismen som værende en streng, men skarpt defineret sundhedstrend med åbenlyse tilhængere.
Men hvorfor denne forskel?
At forsage er at påkalde er at forsage
Der synes ikke at herske megen tvivl om, at der i disse dage er kommet ekstra fokus på den gode, økologiske livsstil, den sunde, veltrænede krop og den stærke selvkontrol. Alt sammen noget, der - ifølge Wikipedia og The Guardian - hører under den engelske udgave af trenden ’nypuritanisme’.
Ifølge de danske kilder, er det dog i udpræget grad den seksuelle angst, der er blevet nypuritanismens varemærke. Præcis hvorfor er svært at sige. Resultatet er dog relativt klart: i den danske debat kommer nypuritanismen til at stå som den frygtindgydende modsætning til den nationale stolthed, det danske frisind. Dette gør nypuritanismen til noget u-dansk. Noget fremmed og ukendt, der endnu ikke er endeligt defineret.
Denne udefinerbarhed understreges af, at den danske version af nypuritanismen mangler et officielt ansigt. Der er nemlig ingen, der bekender sig til denne –isme, sådan som det ellers er tilfældet i England. Dette gør ordet muterbart, udefinerbart, kamæleonagtig. For uden et ansigt, uden en facitliste er alt og alle jo potentielle nypuritanere. Hvorfor ikke? Måske er det dig? Måske er det mig?
Det hjælper heller ikke, at nypuritanismen i den danske debat ikke så meget fremstår som et bevidst valg, som det er tilfældet i England, men snarere som noget, der kommer snigende i nattens mulm og mørke, siver ind ad øret og opløser hjernen. Og det eneste, vi kan gøre, hvis vi ønsker at bevise, at vores hjerner ikke er simret ind til en seksual-angstens gryderet, er først og fremmest at
nu er jeg jo ikke nypuritaner, men …
afsværge det onde selv. At hjælpe til med at forme dette næsten usynlige bæst og give det en krop med et ansigt, der i hvert fald ikke er vores eget. Ellers ligger tvivlen (måske er det dig? måske er det mig?) der fortsat og gnaver i vores ord, knækker vores sætninger, og gør os uigenkendelige som rationelle individer.
Nypuritanisme synes herved at være blevet løsenet til den danske debat om køn og seksualitet. Den er blevet monstret under sengen, der skal adresseres med det samme, om du så tror på dets eksistens eller ej. Og det ironiske er selvfølgelig, at lige så snart, bæstets navn er råbt højt – enten som en afsværgelse eller som en påkaldelse af en magtfuld allieret – så får det ører at spidse. Det får en krop og træder ind i debatten som noget, debattørerne må tage stilling til og udtale sig om. Igen og igen. Og igen. Om det så er relevant for deres udsagn eller ej.
Dette gør det næsten umuligt at kaste sig ind i den danske debat om køn og seksualitet, uden først at have tittet nervøst ind under sengen og fortalt vidt og bredt, at nej - her ligger det lige godt ikke. Monstret.
Den slags tvangshandlinger gør ondt i en fri debat.
Af Line Henriksen
Klik her for at læse hele indlægget.
Den slags tvangshandlinger gør ondt i en fri debat.
Af Line Henriksen
onsdag den 16. april 2008
Hurra for kvinders valgret!
SØNDAG DEN 20. APRIL er det 100 år siden, at kvinderne i Danmark fik ret til at stemme ved kommunalvalgene (i 1915 fulgte ligeledes valgretten ved folketingsvalg).
Dagen bliver fejret med foredrag, events og koncerter - blandt andet kan du gratis opleve Anne Linnet live på Rådhuspladsen i København klokken 19.
Læs mere om dagens program her.
Billedet til højre er malet af Katrine Ærtebjerg og dedikeret til 100-året for kvindernes valgret.
Kønt er det ikke...
Kvindekampen er død. Feminismen lever. Carl-Mar Møllers mandekurser sælger som aldrig før. Mænd har tunnelsyn. Kvinder er bedst til at multitaske, og lesbisk er det nye bøsse.
Kvinder invaderer de videregående uddannelser, mænd vil på barsel og homoseksuelle vil adoptere, og hvad så?
Vi kan godt begrunde krigen i Afghanistan med Talebans burka-tvang og undertrykkelse af kvinder, og vi kan godt blive enige om, at det er barbarer, der omskærer deres kvinder. Vi vil gerne formulere mål for ligestilling i vores u-landsbistand, og vi kan også godt pege fingre af Sverige, når vi er bedre end dem i statistikkerne. For det er jo helt normalt.
Men så snart man forgriber sig i den danske barm og kritiserer hjemlige forhold, klapper offentligheden i. For vi har jo ligestilling i Danmark. Derfor skal man ikke tale om hverken brystfikserede reklameligegyldigheder, uligeløn eller lovgivning om kønskvoter i Folketinget.
Medmindre man da er en mavesur og bitter feminist, for så laver man jo alligevel ikke andet.
Ja, kønt er det ikke... Men på trods af det mudrede debatklima i Danmark mener vi her på bloggen, at det stadig er højaktuelt at debattere køn og seksualitet. Det er vigtigt hele tiden at stille spørgsmålstegn ved, hvad vores opfattelser af de to størrelser gør ved vores identitet, vores relationer, vores samfund og kultur.
Bloggen KØNT er startet af Naja Helene Hertzum, Line Henriksen og Maia Kahlke Lorentzen - du kan læse mere om os i profilen.Vi håber på, at debatten bliver nuanceret og bringer derfor gerne andres indlæg om køn, krop, seksualitet og ligestilling.
Så kommentér, link og skriv endelig. Vores eneste krav er, at du argumenterer sagligt og ordentligt for dine synspunkter.
God debat!
Line Henriksen, Maia Kahlke Lorentzen og Naja Helene H. Hertzum
Abonner på:
Opslag (Atom)