Pest eller kolera?

Jeg har lige været i Cambodja som praktikant for Folkekirkens Nødhjælp i et halvt år.
Jeg ankom med antipatierne og fordommene overfor vestlige sexturister godt på plads. Jeg havde set "red light districts" i Thailand, og havde læst om, hvordan fattige lande er magneter for klamme, gamle mænd der køber unge, fattige kvinder, der ofte er ofre for trafficking.
Cambodja bekræftede mine fordomme; Hovedstaden Phnom Penh, grænsebyerne, kysterne og omkring det legendariske Angkor Wat - hvorend der er turister, skyder der "girl bars" op som svampe.


Her kan ensomme mænd med dollars på lommen købe selskab i det omfang og kvantum de har lyst til. Overalt i gaderne støder man på umage par, bestående af grånende herrer iført hawaiiskjorte, ølvom, slet skjult pengekat og en 20- år yngre, lokal pige under armen. Ja, der er skam også skønne guides til sexturisterne online, med tips til hvordan du navigerer i sexnattelivet.

ADR, tænkte jeg - ligesom alle de andre NGO arbejdere, jeg mødte dernede. Vi havde adgang til statistikker og havde besøgt landets krisecentre, og så finder man hurtigt ud af fattigdom og et ikke-eksisterende socialsystem gør karrierevalget for Cambodjas fattige kvinder begrænset.

Prostitution er en overlevelsesstrategi - ofte den eneste. De turister der tror, at pigerne gør det fordi de kan lide det, er ualmindelig dygtige til at narre sig selv. For hvem ville dog frivilligt vælge at have sex med fremmede mænd for penge? En aften hvor jeg sad og uddybede min væmmelse over fænomenet sexturisme til min kollega, Busiku, fortalte hun mig dog noget der nuancerede mit billede lidt. Busiku var frivillig inden for et AIDS program, og delte medicin ud. Blandt andet til prostituerede i Phnom Penh, der har en meget høj HIV smitteprocent (30%). Hun havde givet dem samme smøre, som jeg sad og gav hende; Hvordan kunne de holde ud at gå hjem med mænd, der tydeligvis ikke respekterer dem? Hvorfor ville de overhovedet være sammen med sådan nogen afskyelige typer, som de fede, svedige og gamle mænd, der cruiser rundt langs mekong floden, og som tydeligvis kun var i Cambodja for at drikke billig sprut og købe billig sex? Herpå havde pigerne grinet af hende os spurgt om hun nogensinde havde været på et Cambodjansk bordel. Det havde hun ikke, og derfor tog de hende med ned til slummen i Phnom Penhs randområder. Slummen består af blikskure på pæle. Under pælene flyder noget, der engang var en sø, men nu er en blanding af losseplads og kloak. Allerbagerst, der hvor slumindbyggerbe smider skraldet, ligger bordellerne. Det røde lys er tændt, og der sidder purunge piger på rad og række og venter på kunderne. Akten foregår på små madrasser i usle rum oven på de stinkende skraldedynger.

De cambodjanske mænd kommer i stimer, de har været ude at drikke, og det er en hel almindelig fortsættelse at gå på bordel. Det koster kun 5-7 dollars at gå på et lokalt bordel. Dem med lidt flere penge og en lidt mere sofistikeret smag vælger ”jomfruhandelen”. De af slumområdets piger, der stadig er jomfruer, samles op i store biler og køres til hoteller, hvor de så skal betjene adskillige kunder på en aften. Busiku fik at vide, at en jomfru måske kan tjene 20 dollars på sådan en aften, hvis hun er heldig. Bagmændene får betydeligt mere – det er en lukrativ forretning at sælge jomfruer i Cambodja. Jomfruerne er meget efterspurgte blandt de lokale.

De prostituerede bliver ofte udsat for vold eller gruppevoldtægt af cambodjanske drengebander. Politiet er ligeglade – i deres terminologi kan en prostitueret ikke voldtages.

Efter at Busiku har fortalt mig om de "lokale" bordeller, kan jeg godt forstå, at de prostituerede foretrækker sexturisterne, selvom synet af dem og den måde, de betragter pigerne på, giver mig kuldegysninger. Men betyder det, at sexturisme er en god ting? Betyder det, at de vestlige, midaldrende mænd redder de lokale piger fra forfærdelige forhold? Burde vi i virkeligheden hylde de mænd, der køber sex i Cambodja, for deres indsats?

Nej, naturligvis ikke. For det kan godt være, at piger, der betjener ”barrangs” (udlændinge), ligger i toppen af prostitutionshierarkiet i Cambodja, men prostituerede ligger stadig i bunden af det lokale - og globale- samfundshierarki. De er de mest udstødte og mindst respekterede mennesker. Ingen cambodjanske (og måske heller ikke danske?) mænd vil gifte sig med en kvinde, der er ”besudlet” af andre mænd. Familierne tager gerne imod pengene, men vil nødig kendes ved den ”faldne” datter eller indrømme over for naboerne, hvad hun laver. De prostituerede er desuden den absolut største risikogruppe for HIV-smitte, stofmisbrug, vold og voldtægt.

For mig var noget af det mest interessante ved Busikus historie dog, at pigerne hun talte med slet ikke forestillede sig noget alternativ. Det var valget mellem sexturister eller lokale kunder, og her vidste de godt hvad der var bedst!
Men stillet overfor valget mellem prostitution og en anden profession, vælger Cambodjas kvinder hellere et regulært erhverv - det viser flere forsøg med at videreuddanne og reintegrere prostituerede og traffickede kvinder i Cambodja. (CWCC

Prostitutionsproblematikken kan ikke adskilles fra diskussionen af fattigdom, ejheller fra diskussionen af køn - for det at sælge sin krop er en overlevelsesstrategi for fattige kvinder (OGSÅ under de hjemlige himmelstrøg). Her gør manglen på reelle alternativer det til et valg mellem pest eller kolera.


Maia Kahlke Lorentzen