Feminist og fedt-forkæmper – Beth Ditto indtager Roskilde!

Hun er ikke overvægtig. Ordet ’over-vægtig’ sætter en standard for, hvor store, vi må være, og en sådan standard kommer ikke hende ved. Beth Ditto er tværtimod stor, fed og mægtig – og lades ganske kold over for dem, der mener, at kvinder bør være små, stille og yndige.

Beth Ditto er forsanger i det amerikanske band The Gossip, der kan opleves på dette års Roskilde Festival. I 2006 udnævnte musik bladet NME Magazine hende til the coolest person in rock. I 2007 nominerede det selv samme blad hende i kategorien sexiest woman of the year. En titel, Kate Moss dog rendte af med.

Selv kalder Beth Ditto sig a fat, feminist lesbian from Arkansas. Hun blev født i 1982 og voksede op i den lille, amerikanske by Searcy i det såkaldte bibelbælte i Arkansas. Her kom hun dog aldrig til at føle sig helt tilpas. Borgerne i Searcy var af den mening, at homoseksuelle ville brænde op i helvede, så da det for alvor gik op for Ditto, at hun var lesbisk, var der ikke meget støtte at hente fra omgivelserne. Det var der til gengæld i musikken, og i 1999 startede hun bandet The Gossip, der gav hende en mulighed for at synge om de ting, der lå hende på sinde; kvinders rettigheder og en større accept af seksuelle minoriteter og fede mennesker.

I dag er Beth Ditto et stil-ikon. Men hun er ikke, som stil-ikoner er flest; selv om hun ikke går på kompromis med sin påklædning, sit hår og sin make up, så nægter hun samtidig at barbere sig under armene, og hun går aldrig med deodorant. Hun følger heller ikke de gængse regler for, hvad fede kvinder må gå i af tøj, men klæder sig i alt fra storblomstrede kjoler til korte nederdele – eller det rene ingenting. Beth Ditto griber med andre ord enhver chance for at udfordre vores indgroede fedt-, lugt- og hårforskrækkede ideer om, hvad skønhed er. Og det er mere end tiltrængt.

Her følger en lille Beth Ditto-kavalkade.

Guldkorn fra Beth Ditto:

”I just like food too much, and I don’t want to change … I don’t want to look like Britney Spears, she’s hideous.”

“She’s just a total tool. She thought: This is how women get attention: be thin and have opinions only about clothes and men. That’s bullshit and if I met her, I would tell her.”
( Beth Ditto om Victoria Beckham.)

“Sexism is so ingrained in our brains that sometimes it’s hard to articulate what makes something sexist. You just know it’s there.”

"I hope that bodies can just be bodies and there's not any kind of fascism involved."

"It's incredible how many people are surprised to find a woman playing drums or somebody so big being sexual."

“I really believe that if you don't tell yourself, no one is going to tell you, so you might as well start telling yourself that you are amazing."

"People bitch about fat people who are quote unquote overweight, which is a term that I hate, because it sets a standard for people to be, but it's really funny to me that we are the majority in this country right now. It's treated like no one in the world is like this, and it's the most shameful thing, but really most of us are fat asses, you know.”

"Being feminist and being queer came out of my pores. As a kid, I was always mad -- just noticing the women at Thanksgiving, running around the kitchen, while the men were watching football. For one, I don't want to cook, and for two, I hate football. I was stuck in the middle."

"It was kind of a radical thing to do. I got my period just 10 minutes before we got there, and I was totally bleeding. I was doing it with my tranny boyfriend, who I’m in love with, and I was totally bleeding — how radical is that? — and I’m a fat person, and I’m a femme. It felt really good.”
(Beth Ditto om en foto-session, hvor hun poserede nøgen.)

The Gossip kan opleves den 3. juli, klokken 21.30 på Roskilde Festivalens Odeon-scene.

Citaterne er fra:

http://www.beautyandthedirt.co.uk/show.asp?ID=1275

http://en.wikipedia.org/wiki/Beth_Ditto

http://www.cnn.com/2006/SHOWBIZ/Music/11/24/tbr.ditto/index.html

http://music.guardian.co.uk/rock/story/0,,1961100,00.html#article_continue#article_continue

Af Line Henriksen

Klik her for at læse hele indlægget.

Fars ret og barnets tarv

"Fars ret skader barnet" hedder det i en artikel i Metroexpress fra igår.

Det kunne man jo regne ud ville komme med den nye lov om forældreansvar – en helvedes masse postulater omkring hvordan det skader børns vilkår, hvordan mødre undertrykkes og samfundet er på vej mod afgrunden, alt sammen fordi fædrene vil have halvdelen af forældremyndigheden.

Fathers for Justice - den engelske pendant til Foreningen Far - på barikaderne for fædres rettigheder



Metroexpress artikel glimrer i sit fravær af egentlige facts, der er nemlig ikke lavet nogen større undersøgelse af, hvordan den nye lovgivning, påvirker børn og familier endnu.
Loven om forældre ansvar har som udgangspunkt, at forældre så vidt muligt skal dele forældremyndigheden, hvis det kommer til en strid om dette. Der kan dog stadig tilkendes forældremyndighed til den ene forælder, hvis den anden er uegnet.

MEN, kan vi forstå på Metroexpress, dette er FORFÆRDELIGT for barnets tarv, ifølge en lektor i sociologi, en psykolog og – suprise – en talsmand for Børns Vilkår, der udtaler sig efter mavefornemmelse, måske?

”Før hen var det mødrene, der fik forældremyndigheden i fire ud af fem tilfælde. Det var altså med god grund. Det er langt oftest dem, der gennem hele barnets opvækst har taget sig mest af børnene. Det, der sker lige nu, er omvendt diskrimination.” Siger Tina Bømler, Aalborg Universitet i artiklen i Metroexpress.

Ok, så fordi mødre historisk set har taget sig mest af børnene, så skal de blive ved med det efter skilsmisse? Fordi det førhen var sådan, var det så bedre??
Er det Mors Tarv vi mener, når vi siger barnets tarv, eller hvad? Fordi kvinder har taget mest barsel – for det gør det stadig i dag, jvf. Lines artikel på denne blog – så skal de også ”have” børnene efter en skilsmisse? De har ”optjent” retten til dem?

Hvis man gerne vil ind og have mænd til at tage deres del af slæbet, som barsel, så må man sgu også moderere sit syn på ”mor” og ”far”, særligt i skilsmissesager.

”Eksperterne” i artiklen i Metroekspres anklager netop fædrene for at sætte deres egen ret over Barnets tarv. Barnets tarv er det her magiske ord man kan smide ind, når man vil have ret. Det er som at kalde nogen nazist, når man er ved at tabe en diskussion.
Barnets tarv er vigtigst, må man jo forstå – så bare pak jer, onde egoistiske fædre, der gerne vil blive spille en ligeså stor rolle som moderen efter skilsmisse!

Men hvorfor er det lige, at barnets tarv er i fare fordi fædrene nu har fået deres rettigheder som forældre indskrevet i lovgivningen, og fordi de bruger den?
Er barnet ikke ligeså meget i fare, hvis mødrene holder på deres ”ret” og nægter at dele forældremyndigheden? Hvis vi kvinder bliver ved at holde på vores ”rettigheder” som primære omsorgspersoner anno 2008, hvor rigtig mange fædre efterhånden også føler både lyst og pligt til at være 100% forældre, også efter skilsmisse, er det så ikke ligeså meget ”Mors ret” der skader barnet?

Barnets tarv skades af forældre der hader hinanden og gør barnet til kastebold efter skilsmisse. Det er der ingen tvivl om!
Men det er ikke specifikt fædrenes skyld. Det er blot sådan nu, modsat før, at fædrene nu har deres rettigheder beskyttet bedre og har muligheder for at få en fair behandling. (Før kunne mænd godt kysse deres børn farvel, hvis eks’en var i humør til det.)

Og, ja – forældre har rettigheder. Det er også forkert at sige, i hele ”barnets tarv” logikken, men det har de altså. For indtil børn er 18 er de under deres forældres bestemmelse, og deres tarv og rettigheder varetages også gennem disse.

Psykologen Helene Flendt siger i artiklen, at ligestilling intet har med ”barnets tarv” at gøre.
Men det har det, for barnets tarv og afgørelsen af hvad det er, er sovset ind i debatten om forældreskab – og dermed også debatten om køn.
At forsøge at adskille barnets tarv og forældrenes tarv/rettigheder er blot et forsøg på, at fremstå som den noble i debatten.
Navnet ”Børns Vilkår” klinger smukt, men hvis du spørger modpolen Foreningen Far, er det i virkeligheden ”Mors vilkår”. Og jeg er sikker på at Børns vilkår også mener, at Foreningen Far blot er til for fædrenes skyld.
Og hvem kan egentlig påstå, at de taler ”børnenes sag” 100%, når børn nu er for små til at gøre det selv? Hvem kan se sig fri for, at tage udgangspunkt i egen situation?

Min pointe er, at kønsdebatten er vævet ind i debatten om børns vilkår – det er hyklerisk at lade som andet. At fremføre at ”Fars ret skader barnet” er en latterlig generalisering, der for alvor er dårligt for barnets tarv.


MKL

Klik her for at læse hele indlægget.

Få så sat skub i den øremærkning!

Det er på høje tid, at den danske barselslovgivning bliver revideret, så mændene også får chancen for at tilbringe tid med deres nyfødte børn!

På Island indførte man i 2003 tre måneders øremærket barsel til fædrene. Det foregik således, at man lod tre måneder være øremærket moren, tre måneder kunne forældrene frit fordele, som det passede dem bedst, og de resterende tre måneder bortfaldt altså, hvis ikke farmand kom på banen. Så godt som fra én dag til den næste manglede man akut brandmænd i Reykjavik.

Fædrene drønede simpelthen hjem til deres unger og lod job være job, da de fik muligheden.Samtidig med indførslen af øremærket barsel oprettede man nemlig på Island en central såkaldt barselsfond, altså en statslig fond, der garanterede barslende forældre 80 procents lønkompensation i barselsperioden. Resultatet? Tre år senere tager 9 ud af 10 islandske mænd stadig deres tre måneders barsel, fortæller sociolog og kønsforsker Bente Marianne Olsen til HK – i Danmark tager mændene til sammenligning 19 dages barsel per barn.

I både Sverige og Norge er lignende lovmæssige tiltag blevet indført med succes, her har man på samme måde som på Island indrettet systemet sådan, at en del af orlovsperioden bortfalder, hvis faren ikke snupper den. I Danmark er der ingen som helst velvillighed i retning af sådanne initiativer, og det afspejles tydeligt i antallet af mænd på barsel – i Danmark tog nybagte fædre som sagt gennemsnitligt 19 dages orlov, mens mor tog 278 dage (SFI 2003). Det svarer til, at mændene tog små syv procent af den samlede orlov. Sammenligner man de tal med forholdene i Sverige, må man lige synke en ekstra gang, for her tager fædrene hele 15 procent af orlovsdagene.

Jeg hører dig, kære læser, spørge, om det virkelig er så supervigtigt, det her med barsel, og det korte svar lyder sådan her: ja. Den lidt længere version inddrager grelle EU-statistikker over lønforskellen kvinder og mænd imellem. Med en gennemsnitlig lønforskel på 15 procent mellem mænd og kvinder i hele EU, er det ikke for kønt et billede, der tegner sig, og kigger man tallene efter i sømmene opdager man endda, at det i Danmark ser endnu værre ud: Her får kvinderne nemlig hele 18 procent mindre udbetalt om året! Ja, ja, siger du, men der er jo også flere mandlige ledere, og så er det vel derfor, ikke sandt? Men nej, for denne forskel er faktisk netop regnet ud på baggrund af erhverv. Det vil sige, at de højtlønnede mænd i lederstillinger slet ikke bliver sammenlignet med lavtlønnede kvindelige SoSu-assistenter. Nej, for det er så snildt udregnet, at mænd i lederstillinger sammenlignes med kvinder i ditto, og på samme måde er den gennemsnitlige 18-procents-lønsforskel altså mellem fx kvindelige og mandlige politifolk.

Atten procent. Den lader vi lige stå et øjeblik.

Ja, ja – men hvad har de atten procents lønforskel overhovedet med barselsorlov at gøre, spørger du videre. Og det skal jeg sige dig. Det er nemlig sådan, at man typisk får mere i løn, jo længere man har besiddet et job. Hvis man som kvinde derfor er tvunget til at tage 278 dage fri til at passe den lille ny, kommer man hurtigst bagest i køen – både forfremmelseskøen og lønkøen. Har man født to børn, er man på den måde godt halvandet år fagligt bagud – både hvad angår kompetenceudvikling og lønstigning. Det vil sige, at man som kvinde, selv når man er tilbage på arbejdsmarkedet på fuld kraft igen, sakker bagud i forhold til mandlige kolleger. Oven i hatten står kvinder, der er ansat i det private erhvervsliv, til slut med en væsentlig mindre pensionsopsparing end mændene - uligheden fortsætter altså længe efter barselsorloven er overstået - og børnene fløjet fra reden.

På samme måde kan man indføje, at det ikke er superattraktivt at have en medarbejder ansat, kvinde som mand, der pludselig er fraværende i 278 dage, og dette medfører desværre, at ikke så få kvinder i den såkaldt fødedygtige alder bliver adspurgt, om de har tænkt sig at få børn inden for nærmeste fremtid, allerede når de er til jobsamtale – og dette til trods for, at det er hamrende ulovligt at spørge om...i hvert fald, hvis man som arbejdsgiver har tænkt sig at bruge oplysningen i ansættelsesudvælgelsen – og hvorfor så overhovedet spørge? Fagforeningen DJØF fortæller, at man faktisk har ret til at lyve om sin graviditet helt frem til sjette måned, og fagforbundet oplyser i samme ombæring, at det kan være ganske klogt at undlade at fortælle sandheden, fordi det kan have konsekvenser.

Kvinder bliver altså valgt fra på arbejdsmarkedet på grund af graviditet eller udsigt til samme. Dette ville naturligvis være et mindre udbredt fænomen, hvis mænd i Danmark blev tvunget til at tage en del af orloven på samme måde, som de gør det i Sverige og på Island, for så kunne det være et fedt, om man ansatte en fødedygtig kvinde eller en ditto mand – de ville under alle omstændigheder nok skulle undværes en periode.

Dansk Magisterforening afholdt i foråret en Camp om Barsel, hvor en række medlemmer af fagforbundet for højtuddannede var samlet for at diskutere, hvordan man kunne få flere mænd til at tage deres andel af orloven. En væsentlig portion af de tilstedeværende mænd – og det ved jeg, for jeg var der såmænd selv – fortalte, at en af barriererne simpelthen var, at det blev anset for umandigt at tage barselsorlov. Her taler vi vel at mærke om mænd med en højere videregående uddannelse! Umandigt!
Udover det vanvittige i, at det skulle være demaskuliniserende at have lyst til at tilbringe tid med sin nyfødte unge, bør man se på, hvordan en øremærkning med et trylleslag kunne fjerne i hvert fald denne barriere – hvis du som mand var forpligtet ved lov til at snuppe din del af orloven eller alternativt se den smuldre mellem dine fingre – ville du sandsynligvis ikke møde kommentarer i stil med ”Det er da pigearbejde”, når du fortalte på jobbet, at du tog barselsorlov (denne kommentar faldt ifølge SFI, da en mandlig supermarkedsmedarbejder valgte at tage orlov) – for med en øremærkning ville det jo pludseligt være den naturlige ting at gøre, og ikke et tegn på svaghed eller (gud forbyde det) kvindagtighed. Det er jo alligevel også kun et resultat af normen – kvinden tager barselsorloven – at man overhovedet konnoterer barsel som ’pigearbejde’. Med lovgivning om øremærkning af barsel ville der ikke gå mange år, førend normen så anderledes ud. Når en sådan fremgangsmåde ikke bare ville føre til ligestilling i familierne, men måske oven i købet også til begyndende ligeløn, er der da ikke meget andet at gøre end hurtigst muligt at få indført den øremærkning, som man ikke på samme måde er panisk for i resten af Norden (som vi gerne sammenligner os med i andre sammenhænge)! - Og Magisterforeningens medlemmer er i øvrigt enige – hele 70 procent af de mandlige medlemmer så gerne, at en del af barselsorloven blev lovmæssigt tilskrevet dem!

Klik her for at læse hele indlægget.

Hold så op Cult!

Folkene bag læskedrikken Cult har gjort det igen. Endnu engang prydes landets busstoppesteder af knap så politisk korrekte plakater, der portrætterer en helt nøgen kvinde, hvis fremtrædende fortrin kun skjules bag knælange havfruelokker.

Man skulle ellers have troet, at den virak, der fulgte i kølvandet på CULT’s forrige reklame for produktet CULT Shaker ville få kloge reklamefolk med femårige universitetsuddannelser til at tænke sig om en ekstra gang førend de atter smækkede afklædte damer op i bybilledet. I 2004 lancerede de deres drik med billeder af nøgne, ansigtsløse skønheder i sexet korpulering, en ligeledes hovedløs model med en flaske af omtalte energidrik placeret præcis mellem de dugfriske blottede brystvorter og teksten ”Shake it, baby”, hvilket førte til talrige anmeldelser og endeligt en anmodning fra Forbrugerombudsmanden om, at plakaterne blev fjernet hurtigst muligt. Den gik altså ikke, eller - Nå nej, Forbrugerombudsmanden bad faktisk kun bureauet om at fjerne plakaterne med den mandlige model afbildet – kvinden med de blotlagte bryster var ok – man er jo så vant til nøgen barm i gadebilledet. Så kvinden blev hængende i al sin nøgne pragt, mens manden og hans mejslede six pack forlod plakatsøjlerne.
I hvert fald prøver Cult nu atter grænser af, og det tror da fanden, for den omtale, de frække reklamer får i medierne, kan slet ikke købes for penge – og overstiger garanteret bødebeløbene fra ombudsmanden de første mange gange: There’s no such thing as bad press, var der vist engang en, der sagde?

Snart kan man jo ej heller kritisere en sådan reklamekampagne uden at få skudt i skoene, at man er nypuritaner eller mandehader. Men burde man ikke kunne diskutere en sådan annonces berettigelse uden straks at skulle frygte for modangreb? Er det ikke muligt at applaudere såvel seksuel frigjorthed som en retfærdig kvindefremstilling?

Udover at den nævnte reklame spiller på en rollefordeling kønnene imellem, der fordrer kvinden som underlegen manden, kvinden som prostitueret (hun tager sig betalt...i sodavand!), kvinden som objekt må der da også sidde mænd derude, der føler sig talt ned til? En sådan reklame placerer jo i ligeså høj grad manden som kvinden i en præcist defineret kasse: manden er modtager, manden er på en evig, utrættelig jagt efter sex, manden falder for dumme, billige reklametricks, der kun er udtænkt for at kunne hive lidt omtale med i faldet, når Forbrugerombudsmanden påbyder dem at fjerne stadset fra gadebilledet.

Helt ærligt, fjern skidtet og lav klarere lovgivning på området, så vi i fremtiden, når vi nu ikke kan vælge det kommercialiserede offentlige rum decideret fra, i det mindste kan få et kreativt input i stedet for de billeder af nøgne kvinder, der fastholder den ene halvdel af befolkningen i en rolle som underlagt manden. Man behøver ikke have vikarieret mange dage i en dansk folkeskole, før man ved, at reklamebilledet, den seksualiserede fremstilling af kvinder sniger sig hele vejen ind i sjetteklasser og får 12-årige piger til at iklæde sig nedringet og push-up’et. Det her handler simpelhten ikke om hverken mangel på humor eller overflod af snerperi. Det handler om en kønsfremstilling, der er skadelig og i sidste ende kan bevirke, at meget unge, såvel som meget naive, piger og kvinder uden rollemodeller hjemmefra risikerer at ende i nogle situationer, hvor de glemmer deres egne behov og grænser, fordi de har lært af reklamerne, hvordan kvinder opfører sig.

I en net-undersøgelse til Nyhedsavisen angav 3 ud af 4 piger, at de havde følt sig seksuelt udnyttet.
Jamen, kan det virkelig være så svært at forstå, at tilbagevendende reklamer med nøgne kvinder skyder udviklingen mod ligestilling lysår tilbage?

Læs mere om Cult-reklamerne her.

Naja Helene H. Hertzum

Klik her for at læse hele indlægget.

STOP sexistiske reklamer

De har gjort det igen. De smarte markedsføringsfolk bag den danske energidrik CULT har igen formået at lave en reklame med så kompromitterende kvindefremstilling, at de umuligt kan være i tvivl om, at plakatkampagnen vil bliver angrebet fra flere kanter.

Er det ikke forargeligt, at et produkt i 2008 kan blive solgt ved hjælp af en reklame med teksten ”I will do anything” og et billede af en splitternøgen, smækker kvinde, hvis blottede bryster kun dækkes af hendes lårlange platinblonde havfruehår. Plakaten vil ikke i sin oprindelige form blive gengivet her, det er der ingen grund til – i stedet bringes fotodokumentation fra Fynske Antifascisters hjemmeside I anledning af den nye kampagne satte disse nemlig gang i en glorværdig modkampagne.

Under alle omstændigheder behøver man ikke særlig meget andet end de reklameanalytiske egenskaber, man tilegnede sig tilbage i folkeskolen, for at kunne afkode reklamen:

Den afbildede blondine vil gøre hvad som helst - inklusiv helt oplagt og tilsyneladende de handlinger, man bedst udfører uden tøj på – for sin sodavand (at nævne varemærket én gang er rigeligt – de skal ikke også have billig reklame herfra).
Modellen sender i øvrigt et appellerende blik ud mod sit publikum og strutter med et par læber, der minsandten ser ud til at være hentet hos en plastikkirurg. Aha. En afklædt kvinde tilbyder altså for 33 ml. energidrik at gøre lige præcis det, man som tilskuer har lyst til, hun skulle gøre. Så er det på plads.

Forbrugerombudsmanden har temmelig utvetydige regler for, hvordan man må reklameres på offentlige steder. Blandt andet fordi børn, de uspolerede småkravl, helst skal skånes så vidt muligt. Af Forbrugerombudsmandens vejledninger fra 2006 fremgår det således, at:

” Børn og unge bliver i hverdagen præsenteret for markedsføring, som kun er rettet mod voksne. Det sker hjemme og på offentlige steder. Dette bør de erhvervsdrivende tage højde for, så de unge i markedsføringen ikke udsættes for utilbørlige situationer, der fx har med vold eller sex at gøre.” (se selv her)

Aha. Man bør altså så vidt muligt undgå seksualiserede reklamer i det offentlige rum, hvor børn, unge, deres forældre og andre sarte sjæle ikke kan fravælge dem. Det er pudsigt, ikke? For umiddelbart skulle man da mene, at en afklædt platinblond kvinde, der ytrer at hun vil gøre alt (for dig), konnoterer pænt meget sex, ikke sandt?

Læs mere om Cult-reklamen her.

Naja Helene H. Hertzum

Klik her for at læse hele indlægget.

Velkommen i klubben, drenge!

”Hvor er pikken henne?” lyder overskriften på en artikel i Politiken i denne uge.

Artiklen omhandler en aktionsgruppe kaldet Brysterne på Bussen Facebook, der kræver det mandlige kønsorgan tilbage i det offentlige rum.


Gruppen har fotomanipuleret den platte ”Nye bryster” reklame for plastikkirurgi til at være en reklame for at få sig en ”ny pik” og Aktionsgruppen Brysterne På Bussen bruger dermed en omvendelsestaktik til at sætte fokus på, at mænd er ganske usynlige og afseksualiserede i det offentlige rum – og også i de mere private.
Efter min mening en genial idé. For hvor er mænds organer henne i reklamer, film og medier?

Pikken har ikke altid været væk. Usynliggørelsen af manden skete med det borgerlige samfunds opkomst, og heri ligger også grundstenen til en kønsopdeling i de dualismer, som vi stadig ser i samfundet i dag.

I oldtidens Grækenland, i den klassiske kunst, var det helt almindeligt at afbilde nøgne mænd og at tilbede det mandlige kønsorgan.
Unge mænd blev ligeså ofte tilbedt for deres skønhed og poserede for malerier og statuer, som unge kvinder gjorde.


Men i løbet af 1800 tallet skete der et brud, de nøgne mænd røg ud af kunsten. Kunsthistorikeren Abigail Solomon Godeau kæder i bogen Male Trouble dette sammen med borgerskabets opkomst i den periode.

Her opstod et ideologisk ønske om at adskille den mandlige og kvindelige sfære og opstille kønnene som hinandens modsætninger.
Mænd skulle fremstilles som stærke, magtfulde og robuste; kvinder som svage, følsomme og yndige. De yndige, poserende og nøgne mænd forsvandt væk fra billederne, og erstattedes med mere tidssvarende portrætter af beslutsomme krigere, industrimagnater eller hårdtarbejdende bønder.
Kvinderne fik lov at blive og posere, og det gør de endnu.

Solomon Godeau trækker mange tråde fra den tids dannelse af de borgerlige idealer og afbildinger, til vores afspejling af køn i kunst og medier i dag. Siden 1800 tallet, har man systematisk vænnet sig til at betragte kvinder, ikke mænd. Mænd blev afbildet, hvis de havde et formål, var konger, krigsherrer eller symboler på en ideologi. Kvinder blev afbildet for deres skønhed, poserede og gjorde sig til. Afklædte kvinder var kunst, men mænd havde altid tøj på. Bare tænk på frokost i det grønne af Manet.


Derfor er det måske ikke så mærkeligt, at man sjældent ser nøgne mænd på busplakater.
Også i dag er mænd, ikke kun deres kønsorganer, men i det hele taget, langt sjældnere afbildet for at blive beundret end kvinder. Kvinder pryder modeblade og mandeblade som skønhedsobjekter. Mænd pryder for det meste bladenes forsider, når de har magt eller er interessante – når de kan noget, ikke bare når de ser godt ud. Bare se forsiderne på eks. Arena og Euroman.

Mange, jeg har diskuteret emnet med, mener, at nøgne kvinder virker ”naturlige” på billeder, mens nøgne mænd bare virker ”afklædte” - og på en del (hetero) mænd decideret frastødende, når de er afbildet i kunst eller mode.

Men mon ikke tiden er moden til et nybrud? Når der nu allerede er modeblade til mænd, og relationerne mellem kønnene er under opbrud, hvorfor så ikke smide den bonerte modstand mod pikke i det offentlige rum, når man så længe ikke har haft det fjerneste mod at nyde nøgne kvindekroppe?

Men med denne nydelse vil mænd nok desværre også opleve ubehaget ved dagligt at blive konfronteret med perfekte eksemplarer af andre kønsfællers kroppe i reklamer på busbannere, i tv-reklamer, blade, aviser mm. Disse reklamer har jo det formål at få dig til at få det dårligt over din egen krop, så du vil købe produktet det reklamerer for – det være sig nye bryster eller en ny, større pik...

Vi piger er vandt til det – men nu kan vi måske sige velkommen (tilbage) i klubben, drenge!

Af MKL

Klik her for at læse hele indlægget.

Pest eller kolera?

Jeg har lige været i Cambodja som praktikant for Folkekirkens Nødhjælp i et halvt år.
Jeg ankom med antipatierne og fordommene overfor vestlige sexturister godt på plads. Jeg havde set "red light districts" i Thailand, og havde læst om, hvordan fattige lande er magneter for klamme, gamle mænd der køber unge, fattige kvinder, der ofte er ofre for trafficking.
Cambodja bekræftede mine fordomme; Hovedstaden Phnom Penh, grænsebyerne, kysterne og omkring det legendariske Angkor Wat - hvorend der er turister, skyder der "girl bars" op som svampe.


Her kan ensomme mænd med dollars på lommen købe selskab i det omfang og kvantum de har lyst til. Overalt i gaderne støder man på umage par, bestående af grånende herrer iført hawaiiskjorte, ølvom, slet skjult pengekat og en 20- år yngre, lokal pige under armen. Ja, der er skam også skønne guides til sexturisterne online, med tips til hvordan du navigerer i sexnattelivet.

ADR, tænkte jeg - ligesom alle de andre NGO arbejdere, jeg mødte dernede. Vi havde adgang til statistikker og havde besøgt landets krisecentre, og så finder man hurtigt ud af fattigdom og et ikke-eksisterende socialsystem gør karrierevalget for Cambodjas fattige kvinder begrænset.

Prostitution er en overlevelsesstrategi - ofte den eneste. De turister der tror, at pigerne gør det fordi de kan lide det, er ualmindelig dygtige til at narre sig selv. For hvem ville dog frivilligt vælge at have sex med fremmede mænd for penge? En aften hvor jeg sad og uddybede min væmmelse over fænomenet sexturisme til min kollega, Busiku, fortalte hun mig dog noget der nuancerede mit billede lidt. Busiku var frivillig inden for et AIDS program, og delte medicin ud. Blandt andet til prostituerede i Phnom Penh, der har en meget høj HIV smitteprocent (30%). Hun havde givet dem samme smøre, som jeg sad og gav hende; Hvordan kunne de holde ud at gå hjem med mænd, der tydeligvis ikke respekterer dem? Hvorfor ville de overhovedet være sammen med sådan nogen afskyelige typer, som de fede, svedige og gamle mænd, der cruiser rundt langs mekong floden, og som tydeligvis kun var i Cambodja for at drikke billig sprut og købe billig sex? Herpå havde pigerne grinet af hende os spurgt om hun nogensinde havde været på et Cambodjansk bordel. Det havde hun ikke, og derfor tog de hende med ned til slummen i Phnom Penhs randområder. Slummen består af blikskure på pæle. Under pælene flyder noget, der engang var en sø, men nu er en blanding af losseplads og kloak. Allerbagerst, der hvor slumindbyggerbe smider skraldet, ligger bordellerne. Det røde lys er tændt, og der sidder purunge piger på rad og række og venter på kunderne. Akten foregår på små madrasser i usle rum oven på de stinkende skraldedynger.

De cambodjanske mænd kommer i stimer, de har været ude at drikke, og det er en hel almindelig fortsættelse at gå på bordel. Det koster kun 5-7 dollars at gå på et lokalt bordel. Dem med lidt flere penge og en lidt mere sofistikeret smag vælger ”jomfruhandelen”. De af slumområdets piger, der stadig er jomfruer, samles op i store biler og køres til hoteller, hvor de så skal betjene adskillige kunder på en aften. Busiku fik at vide, at en jomfru måske kan tjene 20 dollars på sådan en aften, hvis hun er heldig. Bagmændene får betydeligt mere – det er en lukrativ forretning at sælge jomfruer i Cambodja. Jomfruerne er meget efterspurgte blandt de lokale.

De prostituerede bliver ofte udsat for vold eller gruppevoldtægt af cambodjanske drengebander. Politiet er ligeglade – i deres terminologi kan en prostitueret ikke voldtages.

Efter at Busiku har fortalt mig om de "lokale" bordeller, kan jeg godt forstå, at de prostituerede foretrækker sexturisterne, selvom synet af dem og den måde, de betragter pigerne på, giver mig kuldegysninger. Men betyder det, at sexturisme er en god ting? Betyder det, at de vestlige, midaldrende mænd redder de lokale piger fra forfærdelige forhold? Burde vi i virkeligheden hylde de mænd, der køber sex i Cambodja, for deres indsats?

Nej, naturligvis ikke. For det kan godt være, at piger, der betjener ”barrangs” (udlændinge), ligger i toppen af prostitutionshierarkiet i Cambodja, men prostituerede ligger stadig i bunden af det lokale - og globale- samfundshierarki. De er de mest udstødte og mindst respekterede mennesker. Ingen cambodjanske (og måske heller ikke danske?) mænd vil gifte sig med en kvinde, der er ”besudlet” af andre mænd. Familierne tager gerne imod pengene, men vil nødig kendes ved den ”faldne” datter eller indrømme over for naboerne, hvad hun laver. De prostituerede er desuden den absolut største risikogruppe for HIV-smitte, stofmisbrug, vold og voldtægt.

For mig var noget af det mest interessante ved Busikus historie dog, at pigerne hun talte med slet ikke forestillede sig noget alternativ. Det var valget mellem sexturister eller lokale kunder, og her vidste de godt hvad der var bedst!
Men stillet overfor valget mellem prostitution og en anden profession, vælger Cambodjas kvinder hellere et regulært erhverv - det viser flere forsøg med at videreuddanne og reintegrere prostituerede og traffickede kvinder i Cambodja. (CWCC

Prostitutionsproblematikken kan ikke adskilles fra diskussionen af fattigdom, ejheller fra diskussionen af køn - for det at sælge sin krop er en overlevelsesstrategi for fattige kvinder (OGSÅ under de hjemlige himmelstrøg). Her gør manglen på reelle alternativer det til et valg mellem pest eller kolera.


Maia Kahlke Lorentzen

Klik her for at læse hele indlægget.